Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Lćs mere om cookies

Særligt farligt stoffer

Her på Kemi, fordi? sætter vi fokus på 9 almindelige produkter fra din hverdag. De indeholder forskellige kemiske stoffer, som på den ene eller anden måde mistænkes for at være skadelig for miljøet eller menneskers sundhed. Og du kan faktisk købe omkring 200.000 forbrugerprodukter herhjemme, der tilsammen indeholder cirka 20.000 forskellige kemiske stoffer. Samtidig kan fødevarer også være en kilde til uønskede kemiske stoffer, som stammer fra eksempelvis rester af sprøjtemidler, afsmitning fra emballage, miljøforurening eller naturlige indholdsstoffer i fødevarerne.

Men hvordan finder vi ud af, om stofferne er farlige? Og hvordan holder vi styr på de farlige stoffer?

Lovgivningen
I Danmark kommer love om kemiske stoffer især fra EU via kemikalielovgivningen REACH (Registration, Evaluation and Autorisation of Chemicals) og EU-forordninger og direktiver (love) for blandt andet make-up og plejeprodukter, elektronik, legetøj, sprøjtemidler og tilsætningsstoffer i fødevarer. Lovene skal sikre, at de kemiske stoffer, der bliver brugt i EU, er undersøgt grundigt, så de er sikre for mennesker og miljø.

De mange tusinde kemiske stoffer bliver løbende undersøgt, registreret og evalueret af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA). De stoffer, som vurderes til at være særlig problematiske for miljøet eller menneskers sundhed, bliver sat på EU’s såkaldte kandidatliste. Det er eksempelvis stoffer, der er hormonforstyrrende, kræftfremkaldende eller skadelige for vores evne til at få børn.

For fødevarer og materialer der har kontakt til fødevarer gælder der nogle andre regler end for forbrugerprodukter. I stedet for REACH gælder EU’s fødevareforordning og en masse andre specifikke lovgivninger bland andet for fødevareemballage, tilsætningsstoffer og miljøforureninger i fødevarer. Den Europæiske Fødevareautoritet (EFSA) vurderer kemiske stoffer i fødevarer.

Men fælles for både fødevarer og forbrugerprodukter er, at de ikke må udgøre en risiko for vores sundhed og sikkerhed som forbrugere, når vi spiser eller bruger dem.

Listen over uønskede stoffer - LOUS
Medlemslande i EU skal først og fremmest overholde EU-reglerne, men landene har samtidig også indflydelse på, hvilke stoffer der undersøges og lovgives om i EU. I Danmark har Miljøstyrelsen en liste med 40 kemiske stoffer eller grupper af stoffer. De 40 stoffer og stofgrupper kom på listen, fordi de alle havde nogle uønskede egenskaber i forhold til mennesker eller miljø, og fordi de på det tidspunkt blev brugt i Danmark i mere end 100 tons om året.  LOUS, som listen kaldes, er en signalliste og vejledning til danske virksomheder om, hvilke stoffer de på længere sigt bør bruge mindre – eller helt stoppe brugen – af.

Miljøstyrelsen har indsamlet viden om, hvordan stofferne på listen bliver anvendt og reguleret. Og det kan i fremtiden være med til at presse på for, at EU indfører skrappere regler for stofferne, hvis der er behov for det. Viden om stoffet kan bruges til at udarbejde en såkaldt risikovurdering, som vil være baggrunden for de regler, der laves for stofferne.  

Risikovurdering
En risikovurdering vurderer sandsynligheden for, at et kemisk stof findes i en mængde, der kan påvirke mennesker eller naturen negativt. Det er en meget kompliceret metode, som består af både forsøg og matematiske beregninger.

Det vigtigste, du skal vide om risikovurdering, er forskellen på risiko og fare. Et kemisk stof kan i sig selv være farligt eller have uønskede effekter på mennesker og miljø, men hvis vi ikke udsættes særlig meget for det, er der måske ikke en risiko ved det.  Lad os tage et eksempel:

Salt er i sig selv et farligt stof, hvis vi mennesker indtager meget store mængder af det på kort tid. Men i små mængder, er salt ikke skadeligt - omvendt har vi endda behov for omkring to gram salt om dagen, for at vores krop kan fungere optimalt. Så selvom et stof er farligt i sig selv, udgør det ikke nødvendigvis en risiko for mennesker.

Bliv endnu klogere på risiko og fare ved at se videoen herunder:

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Fare og eksponering
Ved hjælp af dyreforsøg og forskellige usikkerhedsberegninger kan forskere finde frem til den højeste mængde af et kemisk stof, som et menneske kan tåle. Det kaldes DNEL, som på engelsk står for Derived No Effect Level. På den måde har forskerne altså undersøgt, hvor farligt stoffet er.

Derefter sammenlignes DNEL med den mængde af det kemiske stof, som vi mennesker bliver eksponeret (udsat) for fra vores omgivelser. Hvis eksponeringen er mindre end DNEL, vil myndighederne som oftest gå ud fra, at det kemiske stof er sikkert at bruge. For nogle stoffer i fødevarer fastsættes der på baggrund af DNEL en grænse for, hvor meget af det man højst bør indtage om dagen. Det kaldes for tolerabelt eller acceptabelt dagligt indtag (TDI eller ADI).

Når der skal laves lovgivning om kemiske stoffer, er det altså vigtigt, at vi både ved, hvor farligt det er, og hvor meget vi eksponeres for det. Risikovurderinger udarbejdes oftest kun for ét stof ad gangen og fra én kilde ad gangen. Man ved dog, at vi kan eksponeres for det samme stof fra flere forskellige kilder, og vi også kan udsættes for forskellige stoffer med samme effekter. Det kaldes cocktaileffekten, og det kan du læse mere om under emnet cocktaileffekter.